Nye fortællinger fra sensommeren


Koncentrer dig nu, når jeg fortæller dig noget…
Jeg er lige mødt på arbejde, informationerne flyver rundt om ørene på mig, men jeg skal lige ”lande” og i gang med mit arbejde. Anton, som jeg skal være sammen med i dag, henvender sig og laver ’hjælpetegnet’. Jeg følger med ham hen til hans kommunikationsstationen. Jeg spørger hvad han gerne vil. Anton tager sit kort/pecs med ´film’ og går ind på sit værelse, til sit fjernsyn. Jeg tænder fjernsynet og samtidig henvender en kollega sig til mig om informationer ift. hvordan aftenen skal forløbe.

Jeg går derefter på kontoret og få sekunder efter, står Anton igen foran mig og viser ’hjælpetegnet’. Jeg undrer mig, da jeg jo lige har hjulpet ham. Jeg går igen med hen til Antons kommunikationsstation, og Anton tager igen kortet med film og viser tydeligt/bestemt at det er det han vil. Vi går ind til fjernsynet, hvor jeg opdager at jeg mangler at trykke på play, for at kunne afspille filmen…

En lille fortælling, som er med til at minde mig om hvor vigtigt det er være nærværende og tilstede og at jeg give mig selv og andre ro til at koncentrere sig om de opgaver vi er i gang med at løse. Jeg ved at det er muligt at sige til min kollega ”Jeg er lige i gang med at hjælpe Anton, jeg kommer om fem minutter og så kan vi i fred og ro sammen se på aftenens forløb”, men hvor er det bare fristende at ville løse flere opgaver på en gang.

 

Burger eller boller i karry?
Knud er indlagt på hospitalet efter vellykket operation. Operationen har midlertidigt medført, at Knud indtil nu ikke har villet indtage fast føde, som han normalt ellers gør. Indtil nu under indlæggelsen har Knud levet af kartoffelmos, grød og yoghurt. Denne dag har Knud spist yoghurt og grød til morgenmad, men er ikke blevet tilbudt frokost, da han har været flyttet til en anden afdeling pga. uforudsete omstændigheder.

Knuds mor og jeg beslutter derfor at vi alle går i cafeteriet og spiser noget mad. Vi kigger på menukortet, og Knuds mor fortæller at Knud er glad for burger og pommes frites. Jeg kan se på menukortet at de også har boller i karry, og mit kendskab til Knud gør, at jeg tænker, at det ville være et bedre alternativ end burger.

Disse overvejelser gør jeg mig ud fra, at jeg ved, at Knud har haft svært ved at spise fast føde i ugen der er gået efter operationen og jeg tænker at boller i karry er lettere for ham at spise. Knuds mor synes det lyder som en god idé, så jeg bestiller boller i karry til Knud. Det er en stor succes, og Knud får spiser en halv portion. Det er en stor glæde at være med til at gøre livet lidt lettere for et andet menneske.

 

En tidlig morgenstund
En ny dag begynder og børnenes dag-døgn-uge rytme starter. Alt er nøje planlagt og tiden er vigtig da børnene skal i børnehave og skole.

Jeg siger godmorgen til børnene og begynder at forberede morgenmad til Gurli, ud fra en nøje beskrevet madplan, så alle ved præcis hvad der skal serveres.

Jeg kalder på Gurli, viser hende med tegn til tale samt et konkret, som er en sprøjte, at nu skal hun sætte sig på sin stol og få sin morgenmad. Gurli forstår straks hvad jeg siger og hun kommer og sætter sig i sin stol og viser mig at hun vil have bæltestroppen på, hvilket jeg tolker som, at den giver hende tryghed når hun sidder i stolen.

Gurli får mad gennem en sondeslange i maven. Efter et ½ minut bliver hun urolig og vil ud af sin stol. Det undrer mig da hun ellers plejer at sidde stille og roligt og få sin morgenmad.

Da hun bliver mere højlydt og urolig, og jeg ikke umiddelbart ved hvad grunden til uroen er, samt at min kommunikation med hende ikke virker beroligende, vælger jeg at stoppe måltidet. Jeg åbne hendes bæltestrop, så hun kan komme ud af stolen. Mit håb er at hun kan vise mig hvad det er der gør hende urolig.

Og straks viser hun mig hvad det er der frustrerer hende! Hun løber hen til mikroovnen, som er placeret højt oppe, men hun kan akkurat lige nå den hvis hun strækker sig op på tæerne. Lågen får et ordentligt smæk og Gurli kommer tilbage til sin stol, uden opfordring, og måltidet fortsætter og afsluttes.

Dette viser hvor opmærksom Gurli er på sine omgivelser og hvor let hun forstyrres når noget ikke er som det plejer at være. Nemlig at lågen til mikroovnen ikke er lukket.

Det er vigtigt at de medarbejder som er sammen med Gurli ved hvordan de kan berolige og støtte hende når sådanne situationer som opstår.

De børn og unge der bor i Camillehusene har ofte et sensitivt nervesystem og har store udfordringer i forhold til at hæmme impulser og følelser.

Derfor er det af stor betydning, at den voksne er rammesættende og skaber en hverdag med struktur, forudsigelighed, rytme, tryghed og med krav der er i overensstemmelse med det barnet mestrer. Har barnet eller den unge den oplevelse bliver det lettere at klare afvigelser og ændringer i hverdagen.

Det kræver, at man som barnets hjælper er lydhør og har høj opmærksomhed på de initiativer og reaktion der kommer fra barnet samt at tager udgangspunkt i det der sker lige her og nu, så barnet eller den unge oplever at vi reagere på deres kommunikation og dermed giver barnet mod på at udtrykke sig.

 

Negleklip
Magnus er 6 år. Han har siden han flyttede ind i Camillehusene, for 3 år siden, haft det svært med mange af de ting der skal foregå på badeværelset. Når man som Magnus er er blind, kan det være svært at forstå mange af de tingene der sker omkring en. ” Hvorfor skal den der våde klud i mit øre? Og hvad er det for en kliklyd der kommer når du holder fast i mine fingre og tær? Og hvad er det for noget fedtet stads du smør på min hud? ” Derfor er det vigtigt at man som barnets hjælper er meget opmærksom på at sætte ord på de handlinger der sker med -og omkring barnet. Udover at det kan være svært at forstå hvad der foregår omkring en som blind, så er chancen stor for at man kan være taktil sensitiv. Derfor kan det være rigtig svært at få vasket ørene, klippet negle og blive smurt ind i creme.

Overvejelserne har været mange omkring hvordan det kunne gøres så nemt for Magnus som muligt. Især var det at få klippe negle svært, vi nåede aldrig at klippe mere end en negl, før Magnus sagde fra. Med vores kendskab til Magnus ved vi at han elsker at bade, og han elsker at man synger for ham, så derfor begyndte vi at klippe hans negle mens han badede. De første par gange var det kun en negl eller to ad gangen, men efter han fandt ud af det var helt okay at få klippet negle, så lykkedes det hurtigt at klippe dem alle, og efter kort tid, kunne vi gøre det uden at det skulle være i badet. Metoden er nu at negleklipning foregår på badeværelset, den voksne tæller til 10 mens neglene bliver klippet. Magnus forstår nu, at når vi når 10, så er vi færdige. Det gør at situationen bliver mere overskuelig for ham og han ved hvornår vi er færdige og det gør det lettere for ham at håndtere negleklipningen.

At tæller til 10 er også blevet en metode ift. når vi reder hans hår og børster hans tænder.

Tæerne derimod har vi ikke fået lov til at røre når han er i badet. Men jeg har erfaret at Magnus nyder at få nusset sine fødder. Han bliver helt afslappet når han bliver putter i sengen og får nusset fødderne.

Så jeg laver en planlægning der giver mulighed for en lille hyggestund med fodnusning hver anden lørdag. Jeg starter med at nusse fødderne og når Magnus er helt afslappet, fortæller jeg ham at nu klipper jeg en negl. Da jeg gør det, trækker han foden til sig og udtrykker utilfredshed. Jeg fortæller ham at vi er færdige med at klippe negle så nu kan vi nusse videre, hvorpå han strækker foden over til mig igen og jeg nussede videre.

Vi øvede den her frekvens igen og igen, med samme udfald, at en negl blev klippet og resten når han sov. Men så her den anden dag, hvor vi sidder inde i sengen, og jeg klipper en negl siger jeg 1. og han trækker foden til sig, men denne gang uden at lyde utilfreds. Jeg overvejer lige situationen og siger så ”Det var 1, nu skal vi klippe nr 2”, hvorpå han griner og strækker foden mod mig. Sådan fortsætter det, at han trækker foden til sig ved hver tå, griner og strækker foden mod mig, når jeg siger det er tid til næste, indtil vi har klippet alle 10 tånegle.

Det virker som om at metoden med at tælle til 10, som ved klipning af fingernegle og børstning af hår og tænder, er god for Magnus, han oplever en genkendelig og tryg ramme hvilket er med til at give ham overskud til at kunne håndtere situationer som ellers kan være en udfordring for ham.

Vi klipper dog stadig neglene på Magnus tæer inde i hans sengen, da det stadig er lidt svært for ham, at få dem klippet ude på badeværelset. Men måske inden så længe kan Magnus håndtere at det også bliver gjort på badeværelset.

 

Fra at være én til at være en del af et fællesskabet
Isam har boet i Camillehusene i snart et år. Han har skullet finde sig selv i en ny sammenhæng. At være en del af et fællesskab, men også kunne skelne mellem egne og andres opgaver.

Isam udfordring er at han gerne vil være en del af andres gøremål, men har svært ved at koncentrere sig om sine egne.

Camillehusenes Kerneopgave er b.la. at give børn og unge på vej til voksenlivet læring, strategier og kompetencer til at mestre egne kognitive, sociale, psykiske og fysiske udfordringer samt, at være med til at sikre den enkelte et godt, udviklende og spændende børne- og unge liv hvor i indgår, deltagelse i relevante fællesskaber.

Derfor er det vores opgave at give Isam strategier og kompetencer til på en relevant måde at kunne deltage i fællesskabet og danne venskaber.

En aften hvor jeg sidder i stuen og skriver i Kardex, rømmer en kollega sig for at få min opmærksomhed. Hun vil gerne have at jeg ser hvad Isam laver. Jeg ser at han er i gang med at tage Viggos skoletaske og sætte den ved sofaen - han går derefter på Viggos værelse og henter hans sejl og lægge det oven på skoletasken.

I stedet for at fortælle Isam hvad han ikke skal, nemlig at sørge for Viggos ting, set i forhold til at han skal støttes i at forholde sig til sine egne opgaver, vælger jeg at tage fat i kammeratskabet. Jeg siger og bruger samtidig tegn til tale "Hvor er du en god kammerat Isam...." og så til Viggo "Viggo ved du hvad, nu har Isam sørget for at du er klar til skole i morgen tidlig. Tusind tak for hjælpen Isam"

Efterfølgende stadig henvendt til Isam ”Skal jeg så hjælpe dig med at gøre dine ting klar til i morgen tidlig?" Hertil nikker Isam og tager min hånd og fører mig mod hans eget værelse. Vi får gjort skoletasken klar og lægger skolebogen i. Isam sætter sin taske ude foran hans dør, som han gerne vil have det. Samtidig finder vi også tøj frem og lægger det i hans tøjkurv sammen med hans sko. 

Nu vil Isam også gerne lægge Viggos tøj frem. Jeg fortæller at Viggo gerne selv vil vælge det tøj han skal have på og selv lægge det frem til i morgen. Jeg fortæller også at jeg først vil hjælpe ham med, at finde en aktivitet som han kan hygge sig med imens jeg hjælper Viggo. Isam vælger at sidde med sin iPad imens. Bagefter mødes vi ved bordet i stuen og slutter aftenen af.

Det er vigtigt at have sin opmærksomhed på at fortælle/vise barnet eller den unge, hvad det gerne må i stedet for, hvad det ikke må. Det giver barnet eller den unge mulighed for, at handle aktivt i stedet for at blive efterladt i et pinefuldt tomrum overladt til egne manglende kompetencer og ressourcer.

En tur til mosen
Anne er en pige fuld af krudt og energi. Hun har ikke verbalt sprog og kommunikere derfor med tegn til tale, kommunikations kort (med foto), lyde mimik og kommunikere især meget med kropssprog. Anne er meget lyttende og forstår meget af det man siger til hende verbalt.

Det er vigtigt for Anne, at de medarbejdere der er sammen med hende følger de beskrivelser der er, så Anne oplever en ensartede og genkendelig hverdag. Derfor er det vigtigt at man følger hendes Dag, Døgn, Uge rytme fuldt ud. I Annes Dag, Døgn, Uge rytme er det beskrevet at hun en gang om dagen skal være i en ude aktivitet. Det kan være at cykle, lege i haven eller på trampolinen. Anne er god til selv at vælge hvad hun har lyst til at lave og giver klart udtryk for hvis der er noget hun ikke ønsker.

I dag, vælger Anne at hun ville på tur. Hun går derfor over til sin Jogger og sætte sig i den. Der er ikke nogen fast rute når vi går tur, men når jeg er sammen med hende går vi ofte den samme tur. I dag vælger jeg at vi skal på en anden tur end den vi plejer at gå. Vi går ned til Mosen og allerede i starten af turen ser vi tre ænder i en lille sø. Jeg får ikke selv øje på ænderne, det er Anne der gør mig opmærksom på dem.  Det gør hun ved at se op på mig og pege (hvilket ikke ses tit) på ænderne og sige glade lyde. Hurtigt griber jeg Annes begejstring og glæder ved ænderne. Jeg sætter ord på det vi sammen ser. Hvad laver ænderne, hvilke lyde kommer de med osv. Samtidig fortæller jeg hende hvor glad jeg er for at hun har vist mig ænderne.

Det jeg hæfter mig ved er, at Anne har tilføjet endnu en kompetence i sin måde at kommunikere på. Normalt vil det været mig der opsøgte kontakten og dialogen med Anne, men nu var det hende der tog initiativet ved at starte med, at viser mig ænderne og dermed fortælle, at der er noget hun gerne vil snakke om.

Turen fortsætter ned til hestene.  Jeg peger på hestene og fortæller Anne om dem. Anne er tydeligvis med i samtalen og har med det samme fokus på hestene. Anne kigger på mig og det er tydeligt for mig at Anne forsøger at spørg om noget. Jeg tolker at hun gerne vil vide noget om hestene så jeg viser hende at man kan rører hestene og fortsætter snakken med hende om selve hestene.

Jeg visere først Anne, hvordan jeg selv kæle med hesten. Anne observer mig et stykke tid indtil hun selv får mod og tager initiativ til selv at rører ved hestene. Efterfølgende lyser Annes ansigt op i et stort smil og det er tydeligt for mig at se den fornøjelse hun har ved at røre ved hestene.

Oplevelser som disse er med til at styrke Annes selvstændighed, initiativ og selvværd.