Vinterfortællinger


Om at dele med sine venner
 Christoffer har en Paletto, som er en kommunikationstavle med knapper, når der trykkes på knapperne kommer der forskellige hverdagslyde. Palettoen sidder på væggen i gangen.

Ali er kravlet op i sin kørestol og har sat sig lige foran Palettoen. Benene er krydset og armene lagt over kors. Christoffer kommer for at lege med Palettoen, men han kan ikke komme til den, da Ali jo sidder foran den.

Jeg står for enden af gangen og observerer øjeblikket. Jeg er afventende i forhold til at se hvilket samspil der kan opstå mellem de to drenge.

Christoffer der vil lege med Palettoen skubber let til Ali der sidder foran den og er i vejen. Der er ingen reaktion. Christoffer forsøger igen – stadig ingen reaktion. Han står en stund, som om han overvejer, hvordan han kan komme til Palettoen. Han siger nogle lyde, der indikerer utilfredshed med situationen.

Jeg går hen til drengene og siger, at jeg gerne vil hjælpe dem med at finde en løsning de begge kan være tilfredse med. Jeg fortæller Ali at jeg rykker ham lidt bagud og på skrå så der også er plads til Christoffer, og siger til Christoffer, at nu kan de være der begge to samtidig. Ali sidder helt stille imens Christoffer trykker på knapperne og lytter til de lyde der kommer frem.

Det er en vigtigt pædagogisk opgave -og en del af Camillehusenes kerneopgave at ”give børnene og de unge muligheder for at indgå i relevante fællesskaber”. Vigtigt, fordi det er en del af livet, at kunne være og deltage i sociale fællesskaber. Derfor skal børnene og de unge støttes i og gives strategier for at kunne håndtere dette på bedst mulig måde. Derfor støtter og hjælper jeg Christoffer og Ali i at have et fællesskab og en relation.

 

Om at grine sammen
En kollega kommer hen til mig og fortæller om tiden på badeværelset med Mia som er en ung pige på 15 år. Hun fortæller at hun, imens hun hjalp Mia med aftentoilette, kom til at slå en prut. Mia siger ”ejjjj”, griner og siger efterfølgende pruttelyde. Min kollega sætter ord på og siger ”ja jeg kom sørme til at slå en prut” og de griner begge to.

Det er inde i stuen min kollega fortæller mig om sin oplevelse. I stuen er Mia, som hørte prutten, samt en af drengene Pelle.

Det giver anledning til at vi taler om, at vi nogle gange kommer til at prutte, uden egentlig at ville det -og at det jo er naturligt. Pigen siger igen pruttelyde og jeg siger ”ja sådan kan det lyde” hvorefter hun griner. Hun siger igen en pruttelyd og denne gang reagerer Pelle ved at sige en pruttelyd og smiler stort bagefter. Det får os alle sammen til at grine.

Det er en vigtig opgave som medarbejder i Camillehusene, at have stor opmærksomhed og lydhørhed overfor de oplevelser barnet eller den unge ønsker at fortælle om, og delagtiggøre andre i. Barnet eller den unge skal opleve sig forstået og anerkendt, da det øger muligheden for oplevelsen af motivation og håb. Opgaven er at kommunikere med alle til rådighedsstående midler, så barnet eller den unge oplever, at dét det har på hjertet har væsentlig og stor betydning.

 

En initiativrig lørdag med Tim
Tim og jeg har været ude og cykle et par gange, efter at jeg har talt med hans mor om hvor meget de plejede at cyklede sammen, før han flyttede ind i Camillehusene. Jeg har været lidt i tvivl om hvorvidt han rent faktisk er glad for at cykle, fordi jeg på det tidspunkt ikke kendte Tim og hans måde at udtrykke sig på så godt endnu. Jeg har nu brugt mere tid sammen med Tim og synes selv jeg bedre kan tolke og forstå hans udtryk, end da jeg startede.

Jeg valgte i sidste weekend at cykle en tur med Tim, inden vi skulle spise frokost. Vi pakkede os godt ind i varmt tøj, og kørte ned til cyklerne. Jeg parkerede cyklen foran kørestolen, og så snart jeg havde løsnet hans bæltespænde, var han stort set oppe på cyklen. Dette bekræftede mig i, at min tvivl om hvorvidt han kan lide at cykle, egentlig ikke var rigtige. Jeg hoppede op også på cyklen og vi cyklede ned og runder Kellersvej. Tim klappede, imens jeg nynnede og råbte med på hans lyde.

I forhold til at vælge at cykle, er det med mange overvejelser om hvorvidt han rent faktisk synes det er sjovt. Mit kendskab til Tims måde at udtrykke sig på gennem lyde og råb, er dog blevet større, så derfor vælger jeg at prøve igen. Nu blev jeg så bekræftet i at han gerne ville ud at cykle, dette tolker jeg ved at han nærmest sprang op på cyklen, af sig selv. Derudover var de klap og lyde han kom med er udtryk for glæde ved jeg nu.

Da vi kommer tilbage til Camillehusene, cykler vi forbi bålhuset, ned til cykelskuret. Børn og voksne fra Hus 13 sidder og skal til at grille og spise pølser med brød. Da cyklen er kørt på plads, har Tim sat sig ned på jorden. Jeg hjælper ham med at komme op og stå, men det er tydeligt i hans kropssprog, at han ikke vil oppe og sidde, så derfor begynder vi at gå arm i arm op mod hus 9. Tim stoppe brat op og sætte sig foran bålhuset, uden interesse for at komme op og stå. Jeg vælger derfor at spørge om vi må spise med sammen med hus 13, og det må vi selvfølgelig gerne. Jeg fortæller Tim at vi gerne må spise med, og vi går sammen over og sætter os på bænken. Det er tydeligt at han nyder at være med til at spise pølser med brød.

Jeg har i forbindelse med Fælles praktikundervisning, fået et lille indblik i metoden ”Intensive interaction”. ”Intensive interaction” handler om at lade sig invitere ind i barnets initiativ og udtryk. Det har jeg tænkt meget over siden og det har givet mig støtte til faglige overvejelser ift. hvordan jeg kommunikativt kan støtte op om børnene og de unge i Camillehusene.

Da Tim viser et initiativ til at ville gå, vælger jeg selvfølgeligt at støtte op om det, og lader hans kørestole stå. I det pædagogiske arbejde, må det være en af de vigtigste opgaver at kunne give og skabe plads til selvstændighed, så de mennesker vi arbejder for og med, så vidt muligt skal kunne træffe egne valg, under de omstændigheder hvor det kan lade sig gøre.

Tim stopper op og sætte sig foran bålhuset, og jeg udfordres i min tolkning. Jeg tolke det som et ønske i deltagelse, og kan så kun blive bekræftet i det, da han er meget fokuseret i sin gang mod bålhuset. Tim sidder længe er deltagende og giver udtryk for glæde under hele måltidet. I mine faglig overvejelse prøver jeg så vidt muligt at se barnet eller den unge i sine udtryk, og handle derefter. Her var det på Tims initiativ og ud fra det, at der blev skabt mulighed for at hans stemme blev hørt, ved at justere efter hans behov.

Dette er noget der giver mig glæde i mit pædagogiske arbejde, og bekræfter mig i hvor vigtigt det er, at vi arbejder anerkendende, og hele tiden stræber efter at se barnet/den unge, justere vores krav og er opmærksomme på mestringsbalance så barnet/den unge oplever håndterbare krav og en følelse af sammenhæng i livet.

 

Biograftur med Ejnar
Det er blevet vinterferie og tid til vores tradition ”Vintertur” som i år er en biograftur.

Fra vores metode ”Social aktivitet”, er Ejnar vant til at deltage i ”Filmklub” i Multi-rummet hver søndag formiddag, hvor der foruden film også er popcorn.

Da Ejnar flyttede ind i Camillehusene for ca. 1 år siden, fortalte Ejnars mor, at Ejnar godt kunne lide at gå i biografen, men ofte var udfordret i forhold til de uvante omgivelser og har måtte forlade biografen før filmen var slut. Siden Ejnar er flyttet ind, har vi set Ejnar har udviklet sig på rigtig mange områder. Som kontaktperson for Ejnar, synes jeg derfor det ville være interessant at se, om hans deltagelse i ”Filmklub” har givet ham nogle kompetencer til at klare de uvante omgivelser på en anden måde.

For at Ejnar skal få en god oplevelse, har jeg ud fra mit kendskab til Ejnar forberedt mig godt inden biografturen. Det har jeg gjort ved at medbringe engangskrus og sugerør. Engangskrus for at Ejnar kan få en lille portion popcorn af gangen, som han er vant til fra ”Filmklubben”. Sugerørene som Ejnar dimser med til hverdag, kan være med til at gøre Ejnar tryg, hvis de nye omgivelser skulle gøre ham urolig. Der ud over fortæller jeg Ejnar i dagene op til, at han skal på tur på tirsdag.

Børn og unge med funktionsnedsættelse er netop udfordret af, at de kan have vanskeligheder ved at tilpasse sig nye situationer og relationer. De er afhængige af, at de voksne tilpasser kravene så de oplever en belastningsblance, og dermed får en følelse af, at kunne klare det, og oplever succes.

Dagen oprinder og vi tager afsted mod biografen. Undervejs på turen fortæller jeg Ejnar verbalt, og understøttet med tegn til tale, de ting der skal foregå. ”Nu skal vi kører i bus”, ”nu skal vi købe billetter”, osv..

Vi ankommer til biografen køber vores billetter, sodavand og popcorn. Vi går ind i biografsalen og finder vores sæder. Filmen starter og Ejnar følger med på lærredet. Undervejs hygger han med popcorn og sodavand, mens han sidder helt rolig på sit sæde. Undervejs dimser Ejnar roligt med sine sugerør, bliver siddende og ser filmen til ende, som varer 1½ time.

Mine tanker er at turen er gået godt, b.la. på grund af mit kendskab til Ejnar som har været med til at danne grobund for mine forberedelser. Men også gennem min faglige viden om b.la. neuropædagogik hvor fra jeg ved hvor vigtigt det er for børnene og de unge i Camillehusene, at de voksne omkring dem skaber rammer der er stabile, forudsigelige og genkendelige og gør det muligt for dem at navigere i en hverdag, som kan forekomme uoverskuelig for mennesker som er kognitivt udfordret.