Sommerfortællinger


Kagen der manglede
Når et barn eller en ung har fødselsdag i Camillehusene, bliver det fejret med at der om morgenen bliver pyntet op med flag og fødselsdagsdug med flag på, der er morgengave og der bliver sunget fødselsdagssang.

Denne dag bliver Morten som fylder 12 år fejret om morgnen som er en fast tradition, men skal ikke fejres om eftermiddagen med lagkage som traditionen også er, da familien kommer og fejre Morten en anden dag.

Medarbejderne har dækket alle borde med fødselsdagsduge og flag. Gaven ligger klar på bordet, alt er klar til børnene kommer hjem fra skole. Lauritz som er 10 år kommer hjem fra skole og sætter sig straks på sin plads ved bordet. Han sidder forventningsfuld og venter, Lauritz er nemlig meget glad for kage. Men denne dag er der ingen fødselsdagskage til eftermiddagsmåltidet, da kagen er udsat til den dag hvor familien kommer til fødselsdag. Dette skaber stor forvirring for Lauritz og medføre at han går fra bord til bord for at kigge efter kagen.

Medarbejderen ankerkender Lauritz behov for orden i tingene ved at fortæller ham, at: ”Det er rigtigt, at der plejer at være fødselsdagskage når der er pyntet op til fødselsdag, men i dag er der ikke kage”. Hun tilbyder ham to kiks, hvorefter hun fortæller at der kommer kage den dag Mortens familie kommer til fødselsdag.

Som medarbejdere tolker vi, at Lauritz har forstået totalkommunikationen for fødselsdag som b. la. er fødselsdagsflag, og duge med flag,  og naturligt forbundet dette med fødselsdagskage.
Denne fortælling viser vigtigheden af, at vi som medarbejder strukturer mærkedage efter de vejledninger der er og følger dem.

Tanke på Kerneopgaven
Det er mandag, vi skal have social aktivitet, og det er højtlæsning. Det er første gang for Lea og Karl, at de skal deltage i den social aktivitet efter at de er rykket fra hus 7 til hus 9. Det giver anledning til nogle tanker om hvordan jeg skal lede mandages aktivitet.

Da alle er kommet starter jeg med at fortælle, at i dag skal vi sige velkommen til Lea og Karl. Der er total, stilhed, og stor koncentration. Alle er opmærksomme og lyttende. Jeg går i gang med præsentation af hver enkelt deltager med navn og tegn. Derefter gør jeg meget ud af at introducere til den historie vi er i gang med at læse, så de to nye har mulighed for at følge med. Stadigvæk er der total opmærksomhed på det jeg fortæller.

Jeg ved at det som børn og unge med funktionsnedsættelse særligt sanser og læser er kroppens sprog og stemmens klang. Jeg er derfor opmærksom på at have god kropslig autoritet med opmærksomhed på mit åndedræt, grounding og udstråling for derigennem at styrke både min egen men også børnene og de unges ro. Et autonomt nervesystem der er i ro og balance kan bedre håndtere udfordringer og ændringer.

Jeg observerede at den metode jeg havde valgt at bruge, var rigtig god. Jeg så at børnene og de unge var var opmærksomme, i balance og havde overskud til både at være med i en ny aktivitet og til at byde nye velkommen i aktiviteten.


På vej til selvstændighed og selvbestemmelse
Rasmus er vågen og klar til at komme på badeværelset og dernæst spise morgenmad. Huset har en helt klar morgenrytme om hvem der skal have hjælp og hvornår til påklædning, spise morgenmad og hjælpes afsted med skolebus.

Rasmus får sin morgenmad og da vi er i god tid, er der mulighed for at få en extra bolle. Rasmus’ måde at giver udtryk for ønsket om mere mad er ved at blive siddende. Da Rasmus er færdig med at spise rejser vi os begge og jeg gør mig klar til at hjælpe Adam. Mens jeg sidder og spiser morgenmad med Adam kommer Rasmus tilbage til bordet og sætter sig. Jeg fortæller ham at jeg er ved at hjælpe Adam og han må vente på min hjælp. Men Rasmus er meget insisterende på at få kontakt. Han rejser sig og tager fat i min arm og mit tøj for at hive mig væk fra bordet. Jeg har ikke mulighed for, at rejse mig og gå med ham da det vil påvirke det andet barns morgenrytme negativ, så jeg siger endnu engang til ham at han må vente og jeg kommer til ham senere.

Adam bliver færdig med sin morgenmad og jeg vender nu tilbage til Rasmus som jeg har aftalt. Jeg tilbyder ham at komme tilbage til bordet og spise en banan. Han kommer hen til bordet, men viser med sin mimik at han siger nej tak, rejser sig og går på værelset henter sin jakke og er klar til at tage med skolebussen.

Denne fortælling viser noget om den hverdagsrytme der er i huset. Det er vigtigt for mig i forhold til udførelsen af mit arbejde og den socialfaglige indsats der er for det enkelte barn og for fællesskabet, at kende den dag-døgn-ugerytme der er for den enkelte og for fællesskabet. Det giver overblik og ro til at jeg kan koncentrere mig om de opgaver jeg har på en arbejdsgang.

Alligevel kan det være svært når et barn ønsker kontakt, at jeg så må bede barnet om at vente, især fordi jeg ved at det for nogle af børnene har stor betydning, at de oplever at blive mødt da det kan være en stor udfordring for de børnene, at skulle tage kontakt og bede om hjælp.

Rasmus har ikke tidligere brugt det at henvende sig til medarbejderne for at få hjælp, men har mere ventet på at vi kontaktede ham. Den ændring er vigtig at være imødekommende overfor så Rasmus oplever, at når han tager kontakt og beder om hjælp, at det så opleves som en succes. Det kan skaber grobund for yderlig kontakt, styrkelse af selvstændighed og selvbestemmelse som er vigtigt for oplevelsen af at kunne mestre sit liv. Men lige så vigtigt er det også at kunne vente og opleve sig som en del af et fællesskab hvor andre også har behov og brug for hjælp.