Sommerfortællinger


[

At tænke en ekstra gang efter

Max spørger om at se film. Han har ikke noget sprog, så derfor gør han sig forståelig med bestemte lyde, udpegning eller sin taletelefon (som har ca. 40 forudbestemte ord). Max bruger kørestol og kan selv køre rundt. Jeg går med Max ned på hans værelse og hans TV. Han vælger en film ved hjælp af udpegning. Jeg tænder for filmen, men 2 min. inde i filmen kommer Max med brokke lyde og peger på sin kasse med film – Han vil se en anden. Vi finder en anden og det samme sker. Efter at det er sket seks gang fortæller jeg Max, at det er den film vi tager.

Jeg tænder for filmen og går op i køkkenet for at lave mad.  Efter 10 min. hører jeg brokke lyde fra Max’ værelse. Jeg prøver at ignorere det. Max kommer ud af sit værelse og ud på gangen og fortsætter med at kommer med brokke lyde. Jeg kigger ned af gangen og siger til ham, at vi ikke skal finder en ny film – at det er den han har valgt. Efter et par minutter med brokke lyde kommer Max op til mig i køkkenet og tager mig i hånden, sammen går vi ned på hans værelse imens jeg forklarer ham, at vi ikke skal finder en ny film. Da vi kommer på værelse ser jeg at filmen er færdig. Det var det Max ville fortælle mig, noget han aldrig har gjort før.

Med det samme går det op for mig, at jeg har tolket Max forkert. Jeg har kendt Max i 7 år og synes jeg kender ham godt. Alligevel begå jeg kommunikations og tolknings fejl, som får betydning for min måde at forstå og handle på og for Max.

Jeg forstår nu at Max hentede mig for at jeg kunne slukke for fjernsynet. Jeg undskylder over for Max og roser ham for hans kompetencer. Han vidste godt at fjernsynet skulle slukkes efter at filmen var færdig. Jeg glæder mig over at han ikke giver op, men fortsætter med at insistere på, at få min opmærksomhed på trods af min manglende forståelse.

Jeg reflekterede i lang tid over denne situation. Hvordan skulle jeg have handlet?  Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Hvordan kan jeg i fremtiden være mere opmærksom?
Refleksion gav mig noget til eftertanke - At tænke en ekstra gang efter. Ikke at tror jeg ved alt på forhånd, selv om jeg tænker jeg kender et barn rigtigt godt. Børn udvikler nye kompetencer – nogle gange små skridt andre gange et kæmpe skridt.  


Noget om forventninger

Det er morgen og alle er i gang med at spise morgenmad. Denne morgen er jeg sammen med en ny medarbejder. Den nye medarbejder hjælper til ved et bord hvor et af børnene Marlene kan have svært ved at tage sin medicin. Jeg afventer og ser hvad der sker og er klar til at guide og hjælpe min kollega hvis hun får brug for hjælp. Jeg kan se at den nye medarbejder giver Marlene sin medicin, ligesom hun gør med Lotte, som aldrig har problemer med at tage sin medicin. Malene tager sin medicin, uden nogen som helst former for problemer.

Jeg ser at medarbejderen har en forventning om at Malene tager sin medicin uden problemer og Malene mærker måske netop den forventning og tager medicinen.

Jeg tror at vores forventninger til forskellige situationer, har stor betydning for udfaldet af situationerne. Hvis vi har en forventning om at barnet godt kan klare opgaven, mærker barnet det og opfylder, i de fleste tilfælde, forventningen.

 

At møde barnet hvor det er nu og her – refleksionen over JA og NEJ.

Vi skal ud og gå en tur, og Anne som er 12 år tager sit overtøj på. Derefter rækker hun ud efter sin taske og vil gerne have den med. Anne vil ofte gerne have ting med når hun skal noget, – bøger, tasker, bamser mm. Nogle gange er det nødvendigt at den voksne er rammesættende for hvad hun kan tage med, og hvad hun skal lade blive. Jeg siger til hende at tasken skal blive herhjemme mens vi går en tur.

Anne siger ”nej” og vil gerne have den med. Hun sætter sig ned på gulvet. Jeg fortæller hende at jeg går ud og hjælper Eva, og så må hun komme når hun er klar. Efter 5 min, sidder Anne stadig på gulvet og er frustreret over tasken, og har bestemt ikke lyst til at gå en tur. Jeg tænker over mit krav, ”Hvorfor må hun egentlig ikke få den taske med?” ”Hvad er grunden til jeg siger nej, og holder fast i mit krav?”. Jeg prøver at være rammesættende, men i den her situation giver det måske ikke mening, ift. Annes belastnings evne i dag. Hun har måske behov for at have tasken på i dag, måske giver den hende tryghed? Og hvor er det flot at hun ved hvad hun gerne vil og fortæller mig det. Hun vise selvbestemmelse i denne situation og holde fast i det behov hun har. Det er vigtig at lytte og møde Anne i hendes ønsker og behov, så jeg kan være med til at styrke hende i den kompetence – i stedet for at være rigid i mit krav.

Efterfølgende reflekteret jeg over ”Den voksnes definitionsmagt”. En socialfaglig indsats skal altid være faglig velfunderet og følge de beskrivelser der er for de metoder der er for det enkelte barn.